Overvågningens Skygge: Når Staten Ser Ind i Sjælen

Denne analyse er baseret på offentlige dokumenter, herunder Lovforslag L 218 (ft.dk), samt vurderinger fra EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I begyndelsen af det 21. århundrede oplevede Danmark – som så mange andre vestlige demokratier – en gradvis, men vedvarende forskydning i forholdet mellem stat og individ. En forskydning, hvor ønsket om sikkerhed langsomt begyndte at overskygge hensynet til frihed. Lovforslag L 218 er ikke første skridt i den bevægelse, men det er et tydeligt tegn på, hvor vi som samfund er på vej hen.

Det usynlige vendepunkt

L 218 giver PET adgang til en lang række offentlige registre og tillader anvendelse af automatiserede værktøjer til dataanalyse.

Ifølge lovforslaget kan PET uden forudgående dommerkendelse hente og behandle oplysninger fra bl.a. CPR-registret, motorregisteret, boligdata og øvrige forvaltningssystemer, med det formål at foretage præventive trusselsvurderinger – altså analyser, der forsøger at forudse potentielle risici før en konkret hændelse eller mistanke opstår.

Lovforslaget omfatter desuden muligheden for at indsamle og analysere offentligt tilgængelige data fra internettet, hvilket inkluderer eksempelvis offentlige Facebook-kommentarer, opslag på sociale medier, blogs og åbne fora. Disse informationer kan sammenstilles og krydses med øvrige registre via automatiserede systemer og algoritmisk databehandling, som skal identificere mønstre, netværk og adfærd, der afviger fra “normalen”.

Det betyder, at borgeres ytringer og online-aktivitet – når de er offentlige – kan indgå i analyser, uden at personen nødvendigvis er under konkret mistanke. I praksis nærmer vi os et skift fra reaktiv efterforskning til en form for proaktiv profilering, hvor det ikke længere er individets handlinger, men deres statistiske lighed med risikoprofiler, der udløser myndighedens interesse.

Dette skift fra specifik mistanke til bred befolkningsanalyse er ifølge flere juridiske eksperter på kant med både Grundlovens §72 og artikel 8 i EMRK.

Algoritmer med magt – uden menneskelighed

Vi står over for en ny form for magt: algoritmisk autoritet. I stedet for konkrete beviser arbejder systemet med sandsynligheder. Algoritmer – trænet på store datamængder – vurderer, hvem der “ligner en trussel”.

Men algoritmer forstår ikke samtykke. De måler adfærd, ikke intentioner.

Når systemer mangler modstand

Systemer designet uden demokratisk modstand tenderer mod selvforstærkende logik. Det så vi i DDR, hvor Stasi havde op mod 200.000 civile informanter, og i Sovjet, hvor KGB benyttede systematiske aflytninger og indberetninger mod dissidenter.

I Kina ser vi nu Social Credit-systemet, der kobler overvågning med sociale konsekvenser – fra lån til transportadgang. Det har ført til disciplinering af både adfærd og ytringsfrihed.

Sammenligningen er ikke for at dæmonisere Danmark – men for at belyse strukturelle tendenser, når magt bliver asymmetrisk og uigennemsigtighed bliver vane.

En trussel mod retsstaten og menneskerettighederne

Grundloven §72 og EMRK artikel 8 garanterer retten til privatliv og frihed fra vilkårlig overvågning. Når overvågning sker uden konkret mistanke, udfordres princippet om, at man er uskyldig, indtil andet er bevist.

EU-Domstolen har gentagne gange kendt generel, udifferentieret dataindsamling ulovlig – senest i 2022 (C-140/20, “Commissioner of An Garda Síochána”).

Hvad vi mister – uden at mærke det

• Privatliv som en følt frihed
• Tillid mellem stat og borger
• Borgerens status som retsligt subjekt, ikke data-objekt

Worst-case scenario: Danmark 2035

Algoritmisk adfærdsanalyse udløser automatisk grænsekontrol. Et socialt indeks påvirker adgang til bolig, kredit og job. Du har ikke gjort noget – men noget i dit datamønster “ligner” risiko.

Den slags systemer skabes sjældent med onde hensigter. De opstår, når ingen stiller spørgsmålet: Hvad er det langsigtede design?

Et demokratisk svar på en teknologisk udfordring

• Lovgivning med indbygget udløb og revisionspligt
• Algoritmisk transparens med uafhængig audit
• Retten til indsigt og forklaring
• Systemer, der kan stilles til ansvar – ikke kun bruges

Konklusion: Det handler ikke om overvågning – men om design

L 218 er ikke nødvendigvis farlig i sig selv. Det er manglen på kontrol, etik og systemisk feedback, der gør det risikabelt. Derfor skal vi ikke bare spørge, hvad beskytter dette os imod? – men også: hvad beskytter os mod dette?

“Hvilke dele af dig bliver mere stille, når du ved, du bliver set?”

“Hvem designer fremtiden, hvis vi ikke gør det selv?”