Den mest kunstige tro af alle: "det virkelige"

"Intet er mere kunstigt end troen på det virkelige."

Den sætning er ikke en gåde. Den er en afsløring. En psykisk skalpel.
Den benægter ikke virkeligheden - den sætter spørgsmålstegn ved det stillads, som vores tro på den hviler på.

Mennesker har altid villet have fast grund under fødderne. Kald det virkelighed, sandhed, den ydre verden, det fysiske univers. Vi peger på ting, bliver enige om, at de er "virkelige", og nikker højtideligt. Men når man faktisk følger den tro tilbage til dens rødder, sker der noget mærkeligt: Grunden bliver ved med at flytte sig.

Det, vi kalder "virkeligt", er ofte bare den mest stabile hallucination - aftalt i stammen, håndhævet af vane og beskyttet af frygt. At tro på "det virkelige" handler ofte ikke om at se klart. Det handler om at reducere usikkerhed. Det handler om at føle sig tryg.

Grænsefladens illusion

Moderne kognitionsvidenskab antyder allerede det mærkelige. Donald Hoffmans forskning tyder på, at vi ikke opfatter en objektiv virkelighed - vi opfatter ikoner. Ligesom mapper på et skrivebord er vores sansedata en symbolsk grænseflade, optimeret til overlevelse, ikke til sandhed.

Vi var aldrig designet til at se det virkelige. Vi var designet til at fungere.

Dine øjne viser dig ikke atomer. Dine ører videresender ikke bølgeformer. Din krop sanser ikke rå information - den fortolker den gennem udviklede filtre. Farven rød er ikke "derude". Den er en qualia-hændelse konstrueret i dit kranium. Og alligevel siger vi: det er virkeligt.

Tro er en lap for uerkendelighed

Troen på "det virkelige" er en protese for et sår: Vi kan ikke vide, hvad der er. Vi er fanget i symbolsk tænkning. Så vi fabrikerer "virkelighed" for at give vores symboler vægt. Vi hænger ord som "sandhed" og "virkelighed" op på tomheden for at forhindre svimmelheden.

Men hvad nu hvis netop den handling er det mest kunstige, vi gør?

Enhver ideologi, ethvert dogme, enhver videnskab, der glemmer, at den er en model - hviler på dette kunstige stillads. Selv spirituelle systemer gør det: dette er virkeligt, det der er illusion. Men de skærer stadig virkeligheden ud i kategorier, reificerer stadig en eller anden version af "sandhed".

Ironisk nok bliver selv påstanden "alt er en illusion" bare endnu en kunstig tro på "det virkelige" - den virkelige illusion.

Spiralperspektivet

• Stage Blue længes efter en moralsk virkelighed. Objektiv sandhed. Gud. Orden.
• Stage Orange erstatter Gud med materiel virkelighed. Empirisk sandhed. Videnskab.
• Stage Green ser disse som sociale konstruktioner. Den opløser det objektive i intersubjektive narrativer.
• Stage Yellow ser alt dette som indlejrede modeller - nyttige, men ikke endelige. Den holder op med at klamre sig.
• Stage Turquoise tror ikke på "virkelighed". Den deltager i den.

Så hvis du føler, at grunden flytter sig under dine fødder ... så er det ikke et problem. Det er dit første ærlige møde med den grundløse grund.

Vejen igennem

At sige "intet er mere kunstigt end troen på det virkelige" er ikke nihilisme. Det er frigørelse. Når du ser, at selv din vished er syntetisk, åbner der sig et rum. Du er ikke længere fange af dine konstruktioner.

Du kan lege med modeller, bruge frameworks, danse med arketyper. Men du knæler ikke længere for dem. Du bliver ikke forført af "sandhedens" idol. For det Virkelige - med stort V - var aldrig en tro til at begynde med. Det var stilheden før etiketten. Det, du er, før dit sind malede det.

Tro på det virkelige? Det er teater.

Virkeligheden behøver ingen tro.

Postskriptum-invitation: Hvis din virkelighedssans lige slog en lille revne, godt.
Lad den få luft.

Spørg så:

Hvilke overbevisninger holder stadig min mentale scene oppe?
Og har jeg stadig brug for dem for at kunne spille stykket?