Socialt liv og relationer: at balancere logik, følelser og maskering med AuDHD

At navigere i det sociale liv med AuDHD er som at prøve at indstille en radiostation med konstant støj på linjen. Nogle dage føler jeg mig dybt forbundet, helt på bølgelængde med mine nærmeste venner. Andre dage føles enhver social interaktion som et udmattende puslespil, hvor min hjerne kører beregninger på tone, intention og timing. Kombinationen af autistisk direktehed og ADHD-impulsivitet gør socialt samvær både fascinerende og frustrerende.

Udfordringen ved kommunikation: Direkte, men uden filter

En af de største udfordringer, jeg møder i sociale sammenhænge, er at balancere ærlig, direkte kommunikation (autisme) med impulsiv tale (ADHD). Min naturlige måde at tale på er logisk og lige til, hvilket fungerer rigtig godt i problemløsning, men ikke altid i afslappet samtale.

• Fordele: Jeg pakker ikke ting ind, jeg siger det, jeg mener, og jeg sætter pris på intellektuel dybde i diskussioner.
• Ulemper: Jeg kan virke bramfri eller for intens, og min ADHD-side afbryder nogle gange samtaler uden at tænke.
• Rejection Sensitivity Dysphoria (RSD): Hvis nogen reagerer negativt, selv en lille smule, kan jeg ende med at køre rundt i at overanalysere interaktionen i timevis.

Jeg har lært at holde en pause, før jeg taler, især i følelsesladede samtaler, for at sikre mig, at jeg formulerer mig på en måde, der ikke utilsigtet sårer eller forvirrer andre. Men det er en konstant proces.

Social træthed: Prisen for interaktion

Fordi jeg bearbejder sociale interaktioner analytisk (autisme), men også hungrer efter højenergisk engagement (ADHD), kan mit sociale batteri være uforudsigeligt.

• Hvorfor jeg elsker dybe samtaler: Intellektuelle samtaler stimulerer mig. Hvis vi taler om Spiral Dynamics, AI, filosofi, IT eller gaming, kan jeg tale i timevis uden at blive træt.
• Hvorfor casual socialt samvær dræner mig: Smalltalk føles meningsløst og udmattende, især hvis samtaler mangler struktur eller formål.
• Crash efter socialt samvær: Efter at have været sammen med mennesker har jeg ofte brug for timer (eller dage) i ensomhed for at komme mig.

Derfor foretrækker jeg små, tætte kredse frem for store sociale grupper. Store sociale sammenhænge føles som en overload af modstridende signaler og baggrundsstøj.

Maskering og social tilpasning

I årevis udviklede jeg et socialt manuskript for at falde ind—ved at efterligne forventet adfærd, lære samtalens rytmer og filtrere mine naturlige instinkter. Det kaldes maskering, og det er både nyttigt og udmattende.

• Hvorfor jeg maskerer: For at undgå misforståelser, for at fastholde venskaber og for at navigere i professionelle rum.
• Hvorfor det dræner: Det kræver konstant indsats at regulere tone, kropssprog og reaktioner.
• Den balance, jeg forsøger at finde: At være mit autentiske jeg og samtidig tilpasse mig lige nok til at kommunikere effektivt.

Jeg har indset, at de mennesker, der virkelig forstår mig, ikke har brug for, at jeg maskerer så meget. At finde de mennesker har været en game-changer i forhold til at reducere social udbrændthed.

Relationer: Logik møder følelsesmæssig dybde

Venskaber og relationer kan være særligt intense med AuDHD. Jeg værdsætter dybe forbindelser, men jeg kæmper også med følelsesregulering og med at forstå usagte sociale regler.

• Loyal til det ekstreme: Hvis jeg får en forbindelse til nogen, er jeg 100% med. Jeg gør mig umage for at støtte dem, nogle gange uden at huske mine egne grænser.
• Behov for klarhed: Jeg foretrækker direkte og klar kommunikation i relationer—at gætte social undertekst er udmattende.
• Følelsesmæssig intensitet: Mine ADHD-følelser kan eskalere hurtigt, og min autistiske side har svært ved at bearbejde dem i realtid.

Romantiske forhold tilføjer endnu et lag af kompleksitet. Jeg kommer ofte til at overanalysere alting, og vil gerne have en logisk forklaring på følelsesmæssige situationer, hvilket ikke altid er muligt. At lære at stole på følelser uden at have behov for at intellektualisere dem er en færdighed, jeg stadig er i gang med at udvikle.

At finde mine mennesker: De rigtige sociale miljøer

Gennem forsøg og fejl har jeg lært, at de bedste sociale rammer for mig indebærer fælles interesser, struktureret interaktion og dybe samtaler.

• Onlinefællesskaber (som Discord-servere, Fortnite) giver mulighed for gennemtænkt samtale uden presset fra ansigt-til-ansigt-interaktion.
• Gaming squads og konkurrencemæssigt spil giver en tydelig struktur og et formål med interaktionen.
• 1-til-1-hangouts eller små gruppeaftaler gør, at jeg kan engagere mig uden overvældende sanseinput.

Nøglen er ikke at tvinge mig selv til at socialisere på neurotypiske måder, men snarere at finde miljøer, der passer til den måde, min hjerne fungerer bedst på.

Afsluttende tanker: At omfavne sociale forskelle

Jeg ser ikke længere mine sociale vanskeligheder som en fejl, der skal rettes, men som en anden måde at opleve relationer på. Jeg trives i strukturerede, meningsfulde samtaler, og jeg værdsætter ærlighed frem for social performance. Selvom jeg stadig bliver frustreret over misforståelser eller social træthed, har jeg lært, at de rigtige mennesker—dem, der virkelig resonerer med min måde at tænke på—ikke kræver, at jeg ændrer, hvem jeg er.